Kommentarer lukket til Er du bekymret for Konfirmationen?
Bekymringer om konfirmationen
Kan mor og far være sammen til konfirmationen, uden at skændes? Bliver far eller mor fuld igen til festen? Har mor og far råd til konfirmationen? Bliver det pinligt, når mor holder tale? Jeg har ondt i maven, når jeg tænker på festen!
Dette er nogle af de mange bekymringer, jeg har mødt hos mine unge klienter, når de kommer til mig. Fælles for dem alle, er ofte, at de unge ikke ønsker at gøre mor og far bekymret, og derfor fortæller de måske ikke hele sandheden til dem.
Det er din søns eller datters konfirmation og fest, så her er 7 gode råd (ikke regler, men mine gode råd) til at sørge for en god dag for konfirmanden:
Gode råd for at sikre konfirmationen
Gæstelisten er sikkert på plads, men kig lige på den igen. Du vil som forældre, allerede nu vide, hvem der kunne tage glæden fra dit barn på denne dag. Ud fra den viden, kan der tages nogle forholdsregler (se herunder).
Er der nogen på gæstelisten, som kan have problemer med alkohol, sådan at det påvirker oplevelsen for dit barn, så beslut dig, om hvor meget alkohol, der skal serveres. Forslagene kan være mange, men det kunne informeres i velkomsttalen, som f.eks. i form af: ”Der er 3 glas vin eller øl pr. gæst, men nok med sodavand til alle”.
Er der kun én eller få bestemte personer, der har udfordringer med alkohol eller har en anden uheldig opførsel, så bør man som forældre kontakte vedkommende og ytre sine bekymringer, samt stille krav.
Forældrene bør tage ansvar!
Mht. skilsmisseforældre, hvis festen holdes sammen; begge forældre og begge familier bør begrave striden eller uenigheden mellem hinanden blot denne dag. Og selvom du måske tænker, at din ex og han/hendes familie ikke kan overholde dette, så kan du i det mindste gøre det. I sådan et tilfælde ved dit barn godt, hvem der er den ”voksne” af jer to.
Mht. skilsmisseforældre, hvis der holdes 2 konfirmationer; glæd dig sammen med dit barn over den fest, der er planlagt hos din ex. Og acceptér, at der er mindst 2 forskellige måder, at holde festen på. Vis interesse for festen hos din ex, så dit barn tør at tale om det.
Ofte har mindst én af forældrene en forestilling om, hvad der hører til en god fest (ud over det sædvanlige), men det er ikke sikkert, at det er konfirmandens interesse. Så spørg dit barn, og acceptér svaret.
Er du gæst til en konfirmation, så læs disse 7 gode råd igen. Så ved du, hvordan du kan støtte op omkring konfirmandens fest.
Jeg vil ønske alle konfirmander og jeres familie en rigtig god konfirmation og efterfølgende fest!
If you enjoyed this article please consider sharing it!